Gå tilbage

Min vej til Medicinstudiet gennem kvote 2

Mit navn er Ida og jeg er 22 år gammel. Til dagligt læser jeg medicin på 2. semester på Aalborg Universitet.

Jeg er en af de få og heldige, som er kommet gennem det såkaldte ”nåleøje” til medicinstudiet.

Jeg blev færdig på STX med Matematik A samt fysik og kemi B i 2018. Drømmen har altid været medicin, men desværre rækkede karakterne desværre ikke længere end til en kvote 2 ansøgning – jeg måtte altså tænke alternativt.

 

MINE OVERVEJELSER OM KVOTE 2

Jeg gik ind i mit sabbatår med et mål, drømme og håb om at komme gennem nåleøjet til medicinstudiet. Derfor måtte jeg undersøge, hvilke muligheder der var for kvote 2 samt hvilke relevante erfaringer, der vægtes højest i en ansøgning. Jeg ringede derfor rundt til de forskellige universiteter i håbet om at blive klogere. Jeg fik mange relevante oplysninger – dog fik jeg også mange upræcise oplysninger. Jeg måtte altså selv sortere i det og finde min vej gennem ræset. Kvote 2 er simpelthen bare en jungle!

Nå! Jeg vidste nu, at AU og SDU var på baggrund af en UNI-test. AAU vægtede relevant erhvervserfaring i mindst seks måneder på fuldtid, gennemsnittet af de relevante fag og dele af uddannelser indenfor sundhed. KU havde på daværende tidspunkt, i mine øjne, 8 uopnåelige krav til kvote 2, hvorfor jeg hurtigt droppede tanken om at søge ind her. 

Jeg begyndte at samle relevant erfaring ind til at kunne søge ind på AAU. Frem til kvote 2 fristen i marts 2019 arbejdede jeg fuld tid på to forskellige plejehjem med gennemsnitligt 32 timer om ugen. 

 

FØRSTE AFVISNING OG ET ALTERNATIV

I marts 2019 ansøgte jeg for første gang kvote 2 på Aalborg Universitet samt deltog i UNI-testen på AU og SDU. Jeg måtte også finde et alternativt, hvis jeg i værste tilfælde, ikke skulle blive optaget på drømmestudiet. Jeg begyndte derfor at undersøge mulighederne, med det in mente, at jeg kunne bruge det til en kvote 2 ansøgning næste år.

Det blev desværre ikke til en studieplads på medicin i denne omgang. Hold op jeg følte en ærgrelse, men der var ikke andet for end at prøve igen næste år. Jeg blev i stedet optaget på sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg.

Jeg blev faktisk utrolig glad for at læse til sygeplejerske, fordi det første år omhandlede utroligt meget kroppens anatomi og fysiologi samt en del praktisk erfaring på sygehuset. Men jeg havde fortsæt en drøm om at læse medicin. Jeg søgte derfor kvote 2 igen i marts 2020 på AAU, SDU og AU. Denne gang kunne jeg søge AAU med følgende erfaringer:

  • 32 timer på plejehjem i otte måneder.
  • 1-2 semestre på sygeplejerskeuddannelsen med topkarakterer
  • Et fint fagsnit fra gymnasiet på 8.6 (matematik, fysik, kemi, dansk, engelsk)
     

28. JULI 2020

Jeg blev til min store overraskelse tilbudt en studieplads på medicin AAU 28. juli 2020. Jeg havde på ingen måde regnet med det, men jeg ved også, at hvis ikke jeg havde arbejdet og kæmpet for det, havde jeg heller ikke fået tilbudt en plads. 

Jeg vil bare sige og råde jer alle til at kæmpe for det, I virkeligt brænder for. Det handler om at sætte sig ned, ringe til universiteterne, lægge en plan og så gøre det! Det tog mig to år, men det har også været det værd. Jeg er glad for min tid på sygeplejerskeuddannelsen, fordi det har givet mig en lettere start på medicinstudiet i form af jeg fx allerede var kendt med mange latinske begreber, kendte anatomien og en del af fysiologien.

 

MINE RÅD TIL JER, DER OVERVEJER AT SØGE IND PÅ MEDICIN GENNEM KVOTE 2:

  • Sæt jer ind i de forskellige universiteters kvote 2 krav. Jeg fravalgte fx at søge KU, da jeg vidste, at mine chancer her var minimale. Ring evt. til studievejledningen hos de forskellige universiteter – de er her for at hjælpe jer.
  • Læg en plan. Hvordan når jeg i mål? Hvad skal der til?
  • Overvej alternativer – jeg brugte fx sygeplejerskeuddannelsen som et springbræt.
  • Vær tålmodig og giv ikke op! Hvis man virkeligt brænder og arbejder for det, skal det nok lykkes!

LÆS MERE OM FORBEREDELSE